Services

Dit gods. Vores lastbiler. Det helt rigtige match

Hos Dania Connect råder vi over en stor og alsidig flåde af lastbiler og trailere.

Vi tilbyder transport af alle typer skibscontainere - og altid i overensstemmelse med gældende lovgivning omkring totalvægt, akseltryk, mål på vogntoget etc.

Standard-chassis

De fleste containere, som ikke har overdimensioner, overvægt eller kræver køl, transporteres på almindelige standardchassiser (trailere). Hos Dania Connect råder vi over en af landets største flåder af standardchassiser og kan derfor udføre din containerkørsel med både præcision og fleksibilitet.

Sideloader

Skal dine containere stilles på jorden ved destinationen, transporterer vi dem på en af vores mange sideloadere (Besima). Alle sideloadere i Dania Connects flåde er nyere modeller og ADR-godkendte. Vi har desuden sideloadere, der kan transportere 45’ containere, ligesom enkelte kan stable to containere oven på hinanden. For at håndtere containerne optimalt og med højest mulig sikkerhed har alle vores sideloader-chauffører gennemgået en særlig uddannelse.

Genset / Reefer

Nogle varegrupper tåler ikke temperaturudsving under kørslen og skal derfor transporteres i kølecontainere (reefers). Andre gange skal en container køles ned inden ankomst til kunden. I begge tilfælde er der behov for strøm på landevejen, hvilket kræver et chassis med monteret genset (strømgenerator).

Hos Dania Connect har vi en større flåde af genset-chassiser. Vi har desuden strømstik inden for vores overvågede sikkerhedsområde. Stikkene kan bl.a. bruges i forbindelse med forsinket lastning.

Farligt gods (ADR)

Hos Dania Connect har vi biler og udstyr til at transportere farligt gods i otte ud af ni ADR-klasser. Eneste undtagelse er radioaktivt materiale (klasse 7).

Vores chauffører på farlige transporter har alle det lovpligtige ADR-bevis, ligesom de nødvendige tilladelser og godkendelser for lastbil og udstyr altid er i orden.

Som en yderligere tryghed for vores kunder har vi tilknyttet en eksamineret ADR-sikkerhedsrådgiver.

Tip-chassis

Skal du have transporteret en last, hvor det er nødvendigt at tippe containeren (op til 45 graders hældning) for at tømme den, kræver det et chassis med hydraulisk tip. Vi har et større antal tip-chassiser til både 20’ og 40’ containere.

Projektlast

Nogle laster stiller særlige krav til transportøren; både i forhold til udstyr og erfaring. Det gælder fx, hvis du skal have transporteret løst gods, eller hvis lasten består af maskiner, jern eller træ med høj vægt og/eller store dimensioner. Også laster i specielle containerenheder (opentop/flatrack eller platform) byder på særlige udfordringer og bør håndteres af transportører med den fornødne erfaring.

Dania Connect har stor ekspertise med projektlast og råder over en omfattende flåde af trailere til transport af store og/eller tunge emner.

Flådestyring

For at sikre vores kunder optimal service har Dania Connect implementeret flådestyringsværktøjet Synchronicer.

IT og flådestyring er en vigtig del af vores forretning. Størstedelen af vores bookinger modtager vi således via webbooking eller EDI-integration. Det sparer tid og minimerer samtidig risikoen for fejl og misforståelser.

Via mobil/GPS-integration har vi direkte adgang til den computer, der er installeret i alle vores biler og integreret med lastbilens egne computersystemer. Dermed kan vi løbende registrere køreadfærd og for eksempel sikre, at køre-/hviletid overholdes til gavn for både sikkerhed og miljø.

Med den integrerede flådestyring har Dania Connects kørselsdisponenter på hovedkontoret i Aarhus altid fuldt overblik over, hvor alle biler og leverancer befinder sig. Resultatet er en mere effektiv planlægning og optimal udnyttelse af ressourcerne - også til gavn for miljøet.

Synchronicer beregner en estimeret ankomsttid for hver levering. Denne ETA opdateres løbende, og vi kan derfor varsko vores kunder om eventuelle forsinkelser, så snart de opstår.

Track & Trace

Dania Connects Track & Trace-løsning giver dig mulighed for at følge dine containere hele vejen fra terminal til dør.

Start med at logge ind på vores online bookingmodul. Her kan du altid finde dine bookinger, uanset om ordren er oprettet direkte i modulet eller er sendt via EDI eller med anden metode.

Så snart kørslen er igangsat, kan du følge bilens position og den forventede ankomsttid. Det giver dig bedre mulighed for at planlægge dine ressourcer af lagerpersonale til at tømme eller laste containeren.

On-time-delivery

Vi planlægger alle kørsler omhyggeligt for at sikre den størst mulige præcision i leveringen. Alligevel kan der forekomme forsinkelser, der er uden for vores kontrol, fx som følge af fejl i containerstandarder, eller på grund af kødannelse på veje eller terminaler.

Som kunde vil du naturligvis altid blive orienteret om forsinkelser på en kørsel, så snart en situation opstår.

Samtidig ønsker vi at bidrage til, at alle aktører, herunder rederier og terminaler, kan optimere deres funktioner og derved gøre transportkæden så effektiv som muligt. Vi dokumenterer derfor alle forsinkelser med angivelse af årsag. Efter nærmere aftale kan denne dokumentation bruges af vores kunder i forbindelse med rapportering til relevante interessenter.